AXOR: Hvad kan arkitekter gøre for ikke kun at optimere urbane rum, men også forlene dem med mening og karakter, måske endda give dem en sjæl?
AC: Designerne bør fokusere på at reducere virkningen af korridorer og overgangsområder, så rummet kan opleves i størst mulig omfang. Og så skal de tilføje detaljer, som dem, vi arbejder med i badeværelsesområdet med AXOR, der formidler en god fornemmelse for kvalitet. Når alt kommer til alt arbejder designeren og arkitekten på at skabe livskvalitet. Livskvalitet er vores vigtigste anliggende.
AXOR: Du har erfaring med projekter i hele verden – hvordan tror du, Compact Luxury-konceptet vil udvikle sig geografisk? Er det begrænset til bestemte regioner i verden, eller vil det sprede sig globalt? Er der regioner, hvor begrebet hurtigere vil slå rod, eller hvor man måske allerede kan se de første tegn på det?
AC: Generelt kan man sige, at boligenhedernes typologi har ændret sig. Trenden går mod såkaldte "cluster"-områder – individuelle "øer" i selve boligenheden. Compact Luxury-konceptet vinder hurtigere indpas i områder, hvor tendensen til "højere" byggeri er mere udbredt.
AXOR: Lad os tage udgangspunkt i dit Arte Surfside-projekt: Hvordan opstod konceptet for fællesarealerne egentlig?
AC: Fællesarealerne befinder sig i niveau med stranden med en udendørs pool midt imellem stranden og bygningen, og det er fællesarealerne, som giver projektet virkelig værdi. De giver bygningen et særligt præg; skaber på en eller anden måde en forbindelse til lignende udviklinger på hotelområdet. De fælles haver er en udvidelse af de fælles spa-områder på strandniveauet. Sammen tilbyder de en lang række muligheder for rekreation og afslapning. For at muliggøre en forbindelse mellem inde- og udearealerne er facaden helt åben ud mod den udendørs have. Disse faciliteter udspringer af bygningens unikke karakter, som igen baserer på den særlige beliggenhed ved stranden, hvilket er en værdi i sig selv – det er ikke nemt at finde boligenheder direkte ved stranden. Vi var overbevist om, at idéen med at bruge hele stueetagen til fællesarealer, som er forbundet med stranden, ville give komplekset en ægte merværdi.
AXOR: Når vi taler om projekter: Hvordan reflekteres tendenserne i bylivet i specifikationerne for et projekt som Arte Surfside?
AC: Da vi startede projektet, følte vi, at vi havde en storartet mulighed. Vi havde alle forudsætninger for at designe en bygning af virkelig høj og mærkbar kvalitet. Det udvendige område er en del af arkitekturen – bygningen er kendetegnet ved de rummelige altaner og terrasser. Desuden har altanerne et klart formål – de er store udendørsarealer, der er beregnet til at anlægge haver og til at bruges som "eksterne rum" med privatsfære. På grund af de unikke klimatiske forhold i området kan man virkelig "bo" på altanerne og terrasserne hele året rundt. I mange tilfælde er det udvendige område næsten lige så stort som det indvendige areal, hvilket giver dem en betydelig nytteværdi.
AXOR: Hvad var de særlige udfordringer i forbindelse med Arte Surfside-projektet?
AC: Bygningens struktur blev dikteret af planlægningsdirektiverne. Bygningen er inddelt horisontalt ved hjælp af en række terrasser, der skaber udendørsarealer, og som samtidig giver strukturen mulighed for at "træde tilbage" – som en gennemtænkt implementering af bestemmelserne for byudviklingen. Bygningens struktur og brugen af værdifulde materialer som natursten, bronzefarvede overflader og glas opstod ud af respekt for de historiske forløbere i Miami-Dade County og byen Surfside. Samtidig er det en tidløs æstetik. Store terrasser udgør normalt en designudfordring på grund af undersiden på etagerne ovenover. Vi valgte at beklæde undersiderne med travertin-marmor. Dermed virker det som om, at loftet "fortsætter" udenfor og ikke, at det drejer sig om en fremstående altan. Bygningen er en frisk og moderne, men alligevel respektfuld fortolkning af Miamis rige arkitektoniske arv – som især er præget af 1930'ernes stil. Vi faldt dog ikke i fælden med at spille alt for tydeligt an på tidligere tiders stilarter. "Tributten" til den lokale arkitektoniske arv afspejles i vinduesrammerne på den skinnende blanke facade, der minder om de små, karakteristiske vinduer i art deco-bygninger.
AXOR: Hvordan afspejler Arte Surfside efter din mening Compact Luxury-trenden?
AC: Selvom boligenhederne har en ret "kompakt" størrelse, har man fornemmelsen af at bo i en villa. Man har alle villaens behageligheder i et byggeprojekt med ejerlejligheder. Fællesområderne er af meget høj kvalitet, ligesom i en privat villa. Det "offentlige" område af bygningen går på en meget logisk måde over i boligarealerne på strandsiden og de private soveværelser på den anden side.
Den yderst effektive udnyttelse af pladsen i enhederne kombineres med fællesarealerne af meget høj kvalitet – og det giver følelsen af "kompakt luksus".
AXOR: Hvilken rolle spiller badeværelset i det samlede koncept for Arte Surfside, og hvordan afspejler det Compact Luxury-trenden?
AC: Badeværelserne blev tildelt en nøglerolle i alle enhederne. De har store dimensioner og en luftig kvalitet takket være brugen af naturligt lys og ædle materialer. Vådområderne giver enhederne en følelse af "rum." Vi havde den luksus at arbejde med store glasoverflader og transparens i næsten alle rum i boligen, heriblandt også køkkenet og hovedbadeværelset. Sammen med terrasserne og fællesarealerne er badeværelserne et af de vigtigste arkitektoniske elementer i bygningen, der giver hele projektet en følelse af høj kvalitet.
AXOR: Hvordan påvirkede dit valg af AXOR Citterio og AXOR Citterio E kollektionerne den samlede effekt eller den oplevelse, du ønskede at formidle?
AC: Produkterne fra AXOR, der blev brugt i alle badeværelserne, tilføjer en masse kvalitet til vådområderne. Det var vores erklærede mål at få badeværelserne til at blive opfattet som virkelig vigtige områder i boligkomplekset, og det hjalp produkterne os med.
AXOR: Hvordan vil bylivets fremtid forme sig? Hvilke tendenser ser du som arkitekt og designer på det urbane område?
AC: Jeg har lagt mærke til, at der især i Asien opstår et stigende antal bygningsanlæg med ejerlejligheder, hvor de kompakte enheder suppleres med store fællesområder og diverse faciliteter. Det er en stor forandring. Co-housing (bofællesskaber) er også en voksende trend. Fællesområderne i beboelsesejendomme skræddersys nu til beboernes behov og designes til social interaktion, så man kan mødes med venner eller familiemedlemmer og beværte dem uden for privatboligen.